Diplomatiets fredagsbar

Hermed min mest inkarnerede ambassadeoplevelse hidtil:

For at fejre den svenske nationaldag i går havde deres ambassadør inviteret flere hundrede diplomater og politiske kontakter til reception. Sådan noget foregår selvfølgelig i ambassadørens residens i Ottawas fashionable, palæproppede ‘Rockcliffe’ kvarter. Eftersom vejret endelig viste sig fra sin bedste side
foregik det hele i en enorm baghave, så eftermiddagen stod på afslapning med vin og buffet (inkl. friskgrillede hot dogs) serveret af hvidklædte tjenere med korsang i baggrunden. Blandt de mere prominente gæster spottede vi bl.a. oppositionslederen Stephane Dion. Desuden var der to gutter, der uden tvivl havde gang i en omgang ‘wedding crashers’ – måske skulle Sigurd og jeg også starte en tradition med at kigge rundt i Rockcliffe hver fredag eftermiddag og finde tilfældige ambassadefester…

Nu vil jeg se lidt EM-bold og derefter ud og prøve kræfter med den lokale tennisbane. Eksamensnerver og deslig er meget svære at forholde sig til for tiden

Oh yeah

Endelig kom den tale, jeg har håbet på i 16 måneder, siden Obama annoncerede hans kampagne som demokraternes præsidentkandidat.

Jeg har nu set CNN uafbrudt i seks timer, hvor de berømte superdelegerede smukt orkestreret lige så langsomt annoncerede deres støtte. Således manglede der kun fire delegerede, da stemmeboksene lukkede i South Dakota, hvilket gjorde det muligt for CNN at proklamere ham som vinder alene ud fra exit polls – aftenens første kuldegysning fra min side. 

Kort derefter kom McCain på scenen med en meget intelligent men forfærdeligt udført tale, hvor han fokuserede på to ting: Jeg er en leder (ikke en forandring), man kan tro på – og at smile ekstremt kunstigt efter hver sætning. Jeg krummede tæer hele vejen igennem – og det førte da også til CNN’s samlede ekspertpanel kaldte det hans værste levering hidtil. 

Så ventede den skuffende Clinton. En imponerende veludført tale, men den havde nogle meget klare undertoner af, at hun stadig føler sig som den naturlige arvtager, der ikke vil afgive noget som helst til opkomlingen. Forhåbentlig finder hun styrken til at gøre et reelt stykke arbejde for at hele partiet og ikke bare klynke over, hvor tæt på det var for hende. 

Men endelig kom vi til aftenens højdepunkt. Og ja – han sagde de gyldne ord: “Jeg bliver nomineret til demokraternes præsidentkandidat” (aftenens anden kuldegysning). 

Herefter fulgte en af de taler, der simpelthen tager pusten fra en politisk nørd som mig. 

I skyggen af Pakistan

På denne triste dag, hvor den danske ambassade i Pakistan blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb er det en anelse svært at skrive alt for muntert her på bloggen. Jeg må indrømme, at katastrofebeskrivelserne føles noget tættere på, når det rent faktisk er en dansk ambassade, der bliver ramt. 

Alligevel vil jeg holde mit løfte fra i går og berette lidt om, hvad dagen indeholdt. Jeg var nemlig på roadtrip med ambassadøren i dag, da han skulle holde et oplæg om dansk udenrigspolitik på Université de Montréal og inviterede mig med, så jeg også kunne opleve den side af ambassadelivet. Anledningen var den noget usædvanlige, at der på kandidatstudiet i statskundskab var blevet oprettet et kursus i skandinaviske politiske forhold, så det skulle beæres med et ambassadørbesøg.

Det var faktisk helt interessant at se Danmark blive præsenteret for relativt uvidende – man ser pludselig sit land fra en anden vinkel. Men det mindeværdige fra turen er nu alle ambassadørens anekdoter – lige fra statskundskabens spæde opstart i Århus til førstehåndsoplevelser af historiske udviklinger i udenrigsministeriet. 

Toronto, Niagara Falls, Quebec & Tadoussac

En synders bekendelser

AaB som danske mestre. Manchester United som Champions League vindere. En weekendtur til Toronto. En fejlende penicillinkur. En skandaliseret fyring af Canadas udenrigsminister. Et besøg af forældre. En ferie til Quebec City inkl. hvaludflugt. Hvordan i alverden kan alt dette ske uden en eneste kommentar på min blog? Jeg har svigtet på det grusomste og giver derfor dette løfte: I løbet af den følgende uge skal bloggen forkæles med historier og billeder som aldrig før. 

Slesvig? Det tror jeg nok vi tør

(lidt mandril redder de fleste situationer)

For gammel til youth hostels?

Så skulle der igen cruises i frihedens tempel – vores herlige Taurus. Denne gang var destinationen verdens multikulturelle centrum – millionbyen Toronto små fem timer fra Ottawa. Bilen blev igen fyldt med eventyrlystne unge og cd-skifteren blev fyldt med godt og blandet fra vores bærbare arkiver. 

Det første indtryk af Toronto stod i regnbue-kulturens tegn. Først ankom vi til et meget pastelfarvet Youth Hostel kaldet indre mindre end “the Village’ (People?), hvor vi fire fyre havde booket værelse. Vi blev placeret i herreafdelingen, som selvfølgelig var malet i skarpe lilla farver. Derefter drog vi ud for at møde Torhild, som er praktikant på vores handelskontor i Toronto. Hun boede tilfældigvis midt i bøssedistriktet, så da vi gik på cafe fik vi fuld opvartning af nogle tjenere, der på ingen måde var hæmmede af deres seksualitet. Sigurd kom således til at spørge ind til, om der var nogle gode koncerter i byen den aften, hvilket resulterede i at tjeneren spurgte efter hans telefonnummer – den var Ziggy ikke helt forberedt på…

Nåh – men vi kom sikkert videre og tog en gåtur rundt i downtown Toronto, der er en lækker blanding af alskens butikker, enorme skyskrabere, limosioner og alle typer mennesker (både racemæssigt og kulturelt) i skøn forening. En rigtig storbyoplevelse, der føltes helt som at vandre rundt på Manhattan. Da jeg fortalte det til ambassadøren i dag var hans første reaktion, at man kan charmere enhver toronto-boer med den kommentar, så det skal selvfølgelig prøves fremover, når jeg skal arrangere møder derovre…

Aftenen tilbragte vi på den uden tvivl største club jeg har oplevet nogensinde. Der var tre store dansegulv med vidt forskellige musikgenrer og publikum; adskillige mere eller mindre private lounges og touchscreen borde, der skiftede farve ved berøring – meget avanceret for en nordjyde! Desuden vrimlede stedet med ganske nyskabte par, der gik til den som ellers kun set til halbal i Skalborg i 90′erne. 

Søndag silede det ned da vi vågnede. Da denne udvikling skulle kombineres med en hæslig ‘prinsessen på ærten’ nat, hvor jeg sov meget lidt pga. elendige hostel-senge og to fremmede og ubehageligt lugtende/støjende (fremmede) roommates førte vejret til en mindre morgendepression. Den eneste udvej var at gøre noget radikalt, så Sebastian (en tysk praktikant) og jeg sneg os afsted til Niagara Falls. Så snart vi kom undervejs begyndte bygerne at lette over os – både bogstaveligt og i form af et ganske betrageligt humørskift til det bedre. 

Om disse verdensberømte vandfald kan jeg kun sige, at det da er meget flot og imponerende, men det er altså mindre charmerende, at man konstant skal kæmpe for at komme hen til gelænderet bare for at få taget de obligatoriske billeder. Nåh – men vi fandt da tilbage og fik brugt resten af aftenen på at nyde Toronto set ovenfra via en tur i CN-tower under solnedgangen kombineret med en panoramabar på 51. etage, der tydeligvis var stedet for Sex and the City’s kerneseere. Men disse martinibartendere og en fantastisk udsigt over nattelysenes Toronto var faktisk den perfekte afrunding på en sjældent god storby- oplevelse.

Kære læser – prøv Toronto. Du bliver ikke skuffet!

Mit arbejde: Kandahar, bioterror og Hells Angels forbindelser

(Min udgave af sex, drugs and rock-n-roll)

Jeg synes, at det er på tide med lidt nyheder fra arbejdsfronten – praktikopholdet er trods alt grunden til, at jeg er her. Der sker som sædvanlig lidt af hvert, men her er et lidt eksempler fra ugen:

(De to praktikanter foran Ambassaden – nogle gange sker det, at jeg husker slipset…)

- I torsdags blev jeg sendt afsted til Canadas Udenrigsministerium for at overvære et pressemøde med den øverstrangerende civile canadiske udsendte i Afghanistans sydlige Kandaharregion. På ambassadens invitation stod der godt nok, at der kun var adgang for pressefolk, men som sædvanlig lykkedes det at snige sig ind med et uskyldigt smil og en kort “jeg er bare praktikant på den danske ambassade” præsentation (mere ufarligt bliver det vist ikke…). Pressemødet viste sig dog at være en anelse kedeligt, eftersom der var tale om en telefonkonference uden billede – altså sad jeg bare og lyttede halvhjertet til en skrattende stemme. Pludselig blev jeg dog prikket på skulderen af en ældre journalist, der var kommet for sent og derfor gerne lige ville høre, hvad der var blevet sagt indtil nu (jeg troede først, han ville vække mig fra min faretruende blundende tilstand). Vækket blev jeg i høj grad, da journalisten umiddelbart efter min briefing gik op til mikrofonen og stillede følgende spørgsmål: “Du sagde tidligere (indsæt mine formuleringer her) – kan du ikke lige uddybe det?” Puha – sved på praktikantens pande… Heldigvis var det ikke helt skævt, for den skrattende stemme fra Kandahar svarede på spørgsmålet uden videre.

- I går blev jeg sat til at finde frem til en bestemt canadisk nødberedskabsplan, hvilket viste sig at være mere aktuelt end forventet. Skæbnen ville nemlig, at der imens jeg rodede rundt inde på diverse hjemmesider for at finde svaret var der opstået en nødsituation i et tog, hvor en kvinde var faldet død om og mindst seks andre passagerer udviste bekymrende enslydende tegn på smitte af noget ukendt – kunn det være et biologisk terrormiddel? Straks blev der rullet det helt store nødberedskab ud med isolation af samtlige passagere, afspærring af et større område omkring toget og udsendelse af læger mv. i fuld “månedragt”. Det gik først op for mig, da jeg ringede til den ansvarlige for den plan, jeg eftersøgte, og han bare svarede telefonen med følgende svada: Sig mig – læser du ikke nyheder? Vi har virkelig ikke tid til henvendelser lige nu!” Jeg fik lagt på ganske hurtigt… Det viste sig dog heldigvis at være tilfældigheder og ikke et udbrud af en farlig virus – se bl.a. her.

- En lidt mere underholdende oplevelse fik jeg fra det canadiske parlament, der har en meget mere konfrontatorisk spørgestil end vi kender til det i Folketinget. Mindre diplomatisk sagt sviner de simpelthen hinanden til dagligt under henholdsvis stående klapsalver og højlydt brok. Fredag kom det op i de helt høje nagler, da oppositionen havde gravet en historie frem om den ungdommelige udenrigsministers kæreste/date, som han havde haft med til Canadas guvenørgeneral (repræsentanten for det engelske kongehus og dermed statsoverhovedet). For det første havde denne frøken været meget nedringet klædt, hvilket ifølge oppositionen var aldeles upassende – og for det andet havde hun tidligere haft tætte forbindelser til canadas øverste HA-rocker. Lad os bare sig, at bølgerne gik højt i den diskussion. 

Going to America

Så lykkedes det endelig at få lokket mine roommates med på en sviptur over grænsen til det forjættede USA. Udfordringen lå i, at der egentlig ikke var nogen særligt god grund til at tage afsted, da området omkring grænsen ikke byder på de helt store attraktioner. Men jeg har haft en ustyrlig trang til at opleve et stykke “almindeligt” USA, som man ikke finder i New York City eller Washington D.C. (de to byer, jeg hidtil har begrænset mine besøg til). Og hvor tit er det lige, at man har mulighed for at tage et dagsridt rundt i USA? 

Ergo blev bilen pakket med fire forskellige nationaliteter (to danske, en svensk, en norsk og en engelsk), en bærbar til sparsom navigationshjælp og godt med benzin. Turen til grænsen gik smertefrit, men lige inden selve overgangen var Sigurd og jeh lidt for tæt på at blive arresteret. Vi holdt pause lige efter at have krydset en bro i et flot naturområde kaldet “1000 Islands” (endelig er den lækre dressings oprindelse fundet…), hvor vi gerne ville kigge lidt rundt. Vi kom hen til en afspærret trappe, der kun måtte bruges af “authorized personel”. Det var lige lidt for pirrende (a la “don’t push this red button’), så vi blev nødt til at kigge kort på den anden side. Her fandt vi dog hurtigt nogle ret utvetydige skilte om, at man ville blive anholdt straks, hvis man opholdt sig her uden tilladelse. Vi vendte rundt og lige i det vi kom tilbage til vejen kom en politibil rullende, stoppede op foran os og advarede os i markante vendinger om, at vi IKKE måtte gå derned. Vi kunne heldigvis bruge vores “vi er bare dumme danskere” forsvar, smile og gå derfra uden håndjern…

Dernæst blev vi stoppet i grænseovergangen, da vi skulle ind og registreres med fingeraftryk, bestemmelsesadresse osv. Personalet var dog ikke helt skarpe til at modtage oplysninger, så svenske Hanna kom ind i USA som schweizer og jeg med navnet Seven… Snart efter nåede vi dog frem til vores første destination – et kæmpe mall udenfor byen Syracuse. Eftersom det var en tur til USA virkede det helt naturligt at handle ind blandt flommefede amerikanere og spise diverse fastfood i en ‘food court’ med kæmpe indendørs karussel… Jeg nåede endda også forbi den lokale Apple forretning (et fast punkt på enhver storbytur for mig!), hvor jeg frådede over lækkerier som MacBook Air og iPhone.

Næste punkt var en sightseeing tur i selve Syracuse. Eftersom ingen af os anede noget om byen blev det noget tilfældigt, men vi fik i hvert fald to mindeværdige oplevelser med derfra. Den første var i den lokale park, hvor vi fandt os en bænk på en amerikansk fodboldbane, hvor vi på én gang havde udsigt tilen gruppe gutter forberedende en barbecue, et stolt vejrende amerikansk flag, et igangværende bryllup og en selvudfoldende bluesinspireret saxofonist. Det var virkelig ‘the american experience’!

Bagefter fandt vi en fortovscafe, hvor vi faldt i snak med en småalkoholisk Syracuse-beboer, der straks ville have os med til ‘mechanical bull riding’ efterfuldt af et Kentucky Derby støttearrangement for kræftforskning – som dog blev afslået, da vi skulle hjem. Inden da nåede han dog at more sig gevaldigt over, at vi havde kørt i fire timer for at besøge hans røvkedelige by – og så endda uden nogen egentlig grund.

Nogle gange ligger der heldigvis store oplevelser og venter udenfor guidebøgernes rækkevidde…

Moskva venter

Dette er uden tvivl mit bedste fodboldforår nogensinde. AaB fører SAS-ligaen med helt utrolige 8 point og Manchester United fører Premier League (dog kun på målscore pga. en sort lørdag på Stanford Bridge). I dag stod den så på en chance for at forbedre det gyldne fodboldforår endnu mere. Manchester United spillede returopgør i Champions League semifinalen mod Barcelona. 

For at se kampen blev jeg nødt til at tage eftermiddagen fri, hvilket ikke er helt nemt at spørge om, når ens chef er fanatisk Liverpool fan og derfor hader Manchester Uniteds succes. Afsted kom jeg dog og efter et verdensklassemål af gode gamle Scholes (der gik glip af CL-finalen i 1999) fik vi skrabet en 1-0 sejr hjem, så finalepladsen i Moskva er sikret. Pænt tilfreds med situationen bevægede jeg mig tilbage til kontoret efter kampen, hvor min chef ventede med en telefonbog, som han mente jeg burde kopiere for at få smilet væk. På hans skrivebord ligger der derfor en kopieret forside fra telefonbogen og venter på ham i morgen –  hæftet fast til en stribe artikler om Manchesters sejr….

I’m back

Graden af forår er tilsyneladende omvendt proportional med antallet af blogindlæg. Eller sagt på en mere mundret måde: Jeg har været ude og nyde vejret mere end normalt, fordi det simpelthen har været overvældende godt. Selvom jeg var blevet advaret var det stadig overraskende, at man faktisk kan springe foråret helt over og gå direkte fra snevejr til 25 grader i løbet af tre dage. Sådan en udvikling er en anelse forvirrende for en dansker, der aldrig har oplevet andet end minimale temperaturskift. Se bare dette billede (taget i en nærliggende park):

 

Arbejdslivet er fortsat spændende og afvekslende. F.eks. kan jeg berette, at vi for små to uger siden havde et længe planlagt besøg på ambassaden af en dansk toplederdelegation. Vi snakker en god blanding af departementschefer, borgmestre, styrelsesdirektører og lignende. Kort sagt ønskeselskab for en forvaltningsstatskundskaber. Dagen begyndte med, at jeg agerede chauffør i ambassadørens private bil for at samle nogle af delegationsmedlemmerne op i lufthavnen. Således fandt jeg mig selv alene med hele fire topchefer, der helt oprigtigt virkede interesserede i at lytte til mine lægmands vurderinger af alt fra den aktuelle situation i canadisk politik til statskundskabsstudiets vidunderligheder. For ikke at fare vild undervejs kørte jeg ganske tæt på ambassadøren (der kørte den officielle bil). Pludselig bremsede ambassadøren ganske hårdt, hvilket gik en smule langsomt op for mig, så jeg blev nødt til at blokere bremserne med hvinende dæk til følge (dog ingen skader!). Kombinationen af den tætte kørsel og det interessante publikum var åbenbart lige meget nok for den knap så erfarne driver… Vi overlevede dog fint og jeg har så sent som i dag kørt Ambassadøren rundt i selvsamme bil med et noget mere afslappet resultat. Efterfølgende stod dagen på en særlig rundtur i det canadiske parlament og en briefing fra ambassadøren, som jeg havde hjulpet med at forberede. 

Det kulturelle højdepunkt skete faktisk samme dag som delegationsbesøget. Egentlig var jeg inviteret til middag med delegationen i Ambassadørens bolig, men jeg har efterhånden fået set tilpas mange hockeykampe til at jeg ikke kunne afslå et tilbud om at komme ind og se en afgørende NHL-playoff kamp. Således trak jeg i en Ottawa Sens trøje og drog med Sigurd, Mike og Hanna ud mod mekkaet ‘Scotiabank Place’. En imponerende arena med plads til 20.000 tilskuere og bygget på en måde, så selv fattigfolk som mig der køber de billigste billetter (350 kr.) fint kunne se pucken flyve rundt. For de få udvalgte, der har set live hockey i Danmark, kan jeg sige, at der venter en helt anden oplevelse i en NHL-arena med bølger, intens larm og hockey på et lidt andet niveau. Desværre var Sens inde i en elendig ‘losing streak’, så de tabte kampen 1-3 til Pittsburgh Penguins. Som en lille trøstepræmie fik vi dog oplevet modstanderholdets ‘wonder kid’ Sidney Crosby - for længst udråbt til hockeysportens næste store legende. Se han kunne nogle tricks!

Derudover har jeg haft fornøjelsen af at se Manchester United spille CL-semifinale mod Barcelona på en bar fyldt med spanske Barca-fans, spise smørrebrød hos Ambassadøren (første rugbrød i tre måneder) og blive udnævnt til postmester på arbejdet (i fraværet af vores chauffør – men til gengæld med expence account og Sigurd som assistent). 

 

Nu må jeg hellere slutte for denne gang. Men bare rolig – jeg vender snart tilbage…